![]() |
Lena og Bastian, Hundeliv nr. 1, 2010 |
For 2 år siden mistede jeg min 2 årige border collie Silas. Dette tog hårdt på min schæfer Loke. Loke, som ellers var en MEGET glad og social hund, blev deprimeret. Han tabte sig og ville ikke lege. Så jeg besluttede mig til, at jeg måtte have en hund nr. 2 igen.
Så jeg hentede Bastian og 1,2,3 så var Loke som forandret igen. Ja.. Folk i landsbyen troede faktisk, at Loke var død, da de slet ikke så ham ude i forhaven, ud mod vejen, hvor han plejede at holde styr på det hele. Men det havde Loke alt for travlt til, der var kommet et nyt familiemedlem, og han veg ikke fra Bastians side, overhovedet, de første 3 uger.
De to blev hurtigt uadskillelige, også selvom Bastian kunne være hård ved Loke. Eks. Hvis Loke fik sig en lur, hvor Bastian bestemt ikke var træt, så tog han lige tilløb og hoppede på Lokes hovede.
Da Bastian var 7 måneder gammel, skulle vi til hvalpetræf. På vejen derud kastede Bastian op 2 gange. Selve besøget blev ikke en bedre oplevelse. De andre hvalpe trynede ham lidt. Mor knurrede af ham, og far bed efter ham. Bastian manglede sin Loke. Normalt var han en rigtig lille alfahan, når vi gik tur, og han havde Loke på sin venstre side. Så dagens udflugt var bestemt ikke nogen succes, og da han så kastede op tre gange på vejen hjem, syntes både han og jeg, at bunden var nået.
Jeg tænkte derfor, at det ikke var godt, at Bastian kun var tryg sammen med Loke, og ringede derfor til Ilse dagen efter, og vi mødte op til første træning på en kold dag i marts 2009. Bastian var dødræd for alle på pladsen de første gange. Han var meget mere interesseret i deres mennesker.
Det gik dog hurtigt fremad. Bastian begyndte at være glad for at komme til træning (Ja, jeg synes nu også, det er sjovt og hyggeligt) og vi lærte en masse, også selvom det en gang imellem var to skridt frem og så et tilbage. Specielt da Bastian så blev kønsmoden. Bastian ELSKER…. Damer..åhh de dejlige damer. Store, små, unge eller gamle det er lige meget, Bastian synes, at de er dejlige alle sammen. Det kan godt være svært at konkurrere med alle de dejlige damehunde om Bastians opmærksomhed, når vi er til træning.
Men det lykkes da indimellem, og da vi så i november fik en 3. plads og kun var 1 point fra at rykke op i C-klassen, kunne man ikke skyde igennem os. Og så synes man også, at det er værd at blive ved med at arbejde for, også når vi nu her i februar har trænet i bunker af sne og fingrene har været blå af kulde, og Bastian igen synes, at damer er mere interessante end mig.
Vi ses på træningsbanen
Lena og Bastian
