Den nye hundelov
Der har været en del tvivlsspørgsmål i pauserne til træning: Må hunden slet ikke gå uden snor på andet end DCH's baner? Skal man have indhegnet haven?
Nu har vi været på dch-danmark.dk, politi.dk og retsinformation.dk for at få klarhed. De, der ejer en af de 13 navngivne racer ved nok, hvordan de skal forholde sig – men hvad med os, der har alle mulige andre racer og krydsninger? Hvordan skal vi forholde os? Hvad står der egentlig i hundeloven?
På retsinformation.dk kan man finde Lov om ændring af lov om hunde og dyreværnsloven samt loven, der blev Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2010 og LOV nr 717 af 25/06/2010 Gældende. Offentliggørelsesdato: 26-06-2010
Følgende er en sammenskivning af de tre. Loven indeholder flere paragraffer, der bl.a. går på erstatning o.l., men klik på linkene ovenfor og læs selv mere.
Om selve den nye hundelov kan du også se DCH's nyhedsbrev om sagen og Bornholms Politi, hvor Dyrevelfærdsafdelingen har udsendt en skrivelse d. 13. august.
1. § 1, stk. 1, affattes således:
»Besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, inden den er 8 uger gammel, er mærket og registreret. Besidderen af en hund skal endvidere sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse.«
»§ 1 a. Besiddelse og avl af følgende hunde er forbudt:
1) Pitbull terrier.
2) Tosa inu.
3) Amerikansk staffordshire terrier.
4) Fila brasileiro.
5) Dogo argentino.
6) Amerikansk bulldog.
7) Boerboel.
8) Kangal.
9) Centralasiatisk ovtcharka.
10) Kaukasisk ovtcharka.
11) Sydrussisk ovtcharka.
12) Tornjak.
13) Sarplaninac.
Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 finder tillige anvendelse for krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår.
Stk. 3. Erhvervsmæssig indførsel af hunde, der er omfattet af stk. 1 eller 2, er forbudt.
§ 3. I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund anses ikke for at være under ledsagelse, fordi den er under tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres hunde i bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Såfremt hunde på de nævnte steder færdes løse uden at være i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem, lader politiet dem optage og underretter besidderen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i kommunen eller nærmere opregnede områder af kommunen skal gælde en pligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse altid at føre en hund i bånd på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel. Båndet skal være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren.«
Stk. 3. Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse påhviler det besidderen af en hund at drage omsorg for, at den ikke strejfer om.
Stk. 4. Løsgående glubske hunde må ikke uden politiets tilladelse anvendes til bevogtning af pladser.
»Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse hunde ikke er omfattet af bestemmelser om båndpligt fastsat i medfør af stk. 2.«
§ 4. Forstyrrer en hund de omboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden, og der indgives klage derover til politiet, giver dette besidderen pålæg om at holde hunden indelukket eller, hvis denne foranstaltning ikke hjælper, eller hunden allerede holdes indelukket, at lade den fjerne. Justitsministeren kan, for så vidt det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra denne bestemmelse i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene.
§ 5. Det er forbudt til stadighed at holde en hund bundet.
Stk. 2. Når en hund holdes bundet, skal dens lænke mindst være 5 m lang, og den skal have adgang til et opholdsrum, der kan yde den forsvarligt læ mod regn, blæst og kulde. Består opholdsrummet i et hundehus, skal det være rummeligt og så højt, at hunden kan stå oprejst.
§ 6. Det påhviler besidderen af en hund at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade.
»Stk. 2. Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, eller hvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politidirektøren
1) give besidderen pålæg om, at den ejendom, hvor hunden holdes, skal være indhegnet af et hegn på op til 1,8 meter i højden, der skal være forsynet med en sluselåge,
2) give besidderen pålæg om, at hunden kun må luftes af besidderen eller af andre navngivne personer over 18 år og ikke må luftes sammen med andre hunde,
3) give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i bånd, herunder pålæg om, at hunden skal føres i et bånd, der højst er 2 m langt, eller skal være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv eller begge dele, eller
4) træffe afgørelse om at lade hunden aflive.«
§ 8. Besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. Oplyses det, at den skadelidende har medvirket til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller helt bortfalde.