Carsten og Bella, Hundeliv nr. 3, 2009

Nu skal man jo altid passe på med at give sin hund vaner, især de dårlige. Vi er leveringsdygtige i en række vaner, både gode og dårlige. En af vanerne er, at når vi er helt færdige med aftensmåltidet inkl. opvask, så er Bella vant til, at vi skal ud og gå. Hun gør sig til og giver ikke op, før end vi kommer af sted.

Da det ofte er undertegnede, der går aftentur, så er det naturligvis mig, hun (Bella) går til. Hvis jeg af den ene eller anden årsag skal noget andet, ja så går Bella videre til Fruen i huset, og Bella helmer ikke, før end hun kommer af sted. Undtaget er dog, når vi skal til træning. Bella er vild med at være til træning, hun synes, det er Åh så dejligt at komme over og hilse på alle de andre hunde og de mærkelige øvelser, hun udsættes for. Men hun kan ikke lide at køre bil. Så når jeg finder bilnøgler, gufpose, apport, dødbolden og hvad vi ellers skal have med, ja så lægger hunden sig ned og kigger på mig med udtrykket i øjnene: du kan da bare køre – jeg bliver her. Af sted kommer vi jo altid, og når vi er på pladsen, så vil Bella allerhelst hilse på alle de andre hunde og hundeførere på én gang. Det er somme tider lidt belastende – så hermed undskyld fra ejeren og den inkompetente hundefører, som ikke har lært sin hund, at den skal gå pænt og vente på den får lov til at hilse på (det er det her med de dårlige vaner).

Vi vil have udfordringer på træningsbanen, vi vil faktisk helst det hele. Derfor glemmer vi somme tider, at vi skal kravle, før end vi kan spæne. Vi vil også gerne det, der er svært, for hvis ikke vi skal kunne øve det på træningsbanen, hvor skal vi så øve det henne? Derfor vil vi gerne lave de svære indkald – altså dem, hvor hunden bliver distraheret af noget andet, noget mere spændende end lige mig. Dækøvelser, hvor de andre går forbi eller lokker. For os er konkurrencerne ikke vigtige (det hævder vi da) det vigtige er, at vi få en glad, motiveret og ikke mindst en lydig, afbalanceret hund som jeg kan være bekendt at eje, trygt invitere gæster og have med i byen. En glad hund, som også synes, at et langt dæk kan være spændende eller i alle fald bliver liggende, fordi det har hun nu fået besked på.

Bella er jo en retriever og i alle bøgerne står der, at de er de fødte apporterer. Det er bare så ærgerligt, at Bella ikke kan læse, for hun er bestemt ikke født til at apportere – eller også har vi derhjemme bare grebet det helt forkert an. Apporteringen er bestemt den øvelse, som vi har sværest ved, det skulle da lige være feltsøg efter sko. Men det er jo selvfølgelig godt at have noget at arbejde med.

Vi træner også hjemme, og hvorfor er det så lige, at vi er fortsat videre fra hvalpeholdet over D-holdet og nu laver let ravage på C-holdet. Mange af øvelserne kunne vi jo ligeså godt lave der hjemme. Det gør vi, fordi vi vil udfordres og dele erfaringer. Vi vil have oplevelser sammen med I andre rare hundeejere, vi vil dele viden, tips og tricks og guides lidt af trænerne. Vi vil have med- og modspil. Vi vil have en masse oplevelser, vi vil have love til at lege, grine og være lidt fjollede. Træning skal være sjovt for alle; hunde, ejere, og trænere. Der er også et socialt element i det, når vi er til træning. Vi ”gamle” skal huske at være åbne over for nye medlemmer. Der skal være noget at komme efter, og vi har alle et medansvar for det. Det skal ikke blot overlades til bestyrelse og trænere, de skal også have det sjovt og føle, at de får noget med hjem. Byd ind, tilbyd dig, spørg og du skal få svar – måske ikke det svar du gerne vil have. Måske hjælper det, men hunde er forskellige, ligesom vi andre. Intet kommer dog af sig selv, og slet ikke en lydig hund. Der skal arbejdes/leges med det hver dag, og så mødes vi på træningsbanen, og giver og modtager råd. Og det skal være sjovt for alle.

Vi fortsætter med en af vanerne, nemlig aftengåturen. Det er så rart med den aftentur. Vi går som regel en 3-4 kilometer om aftenen. Fruen og jeg får snakket om stort og småt. Nogle gange snakker vi meget og får vendt hele den lokale verdenssituation, andre gange nyder vi blot det at følges, lytte til fuglene, se et eller flere stykker råvildt (Bella er i snor, vi har jo ikke lært det svære indkald – endnu). Vi går også her i den kommende mørke tid – så er der helt andre lyde. Når det er lyst, møder vi regelmæssigt andre. Det gør vi sjældent når det er mørkt – underligt nok.

Vi ses på træningsbanen til nye udfordringer.

Carsten og Bella